Kristen sommerlejr til Kherwara
Af Anne-Grethe Andersen
Eksport til Kherwara
I Danmark er det meget almindeligt at kristne børne- og ungdomsorganisationer holder sommerlejr med lejrbål og sang, lege og boldspil, kreativitet og hjemmelavet underholdning samt bibel-undervisning, hvor børnene inddrages aktivt. Alt dette vil vi gerne prøve at eksportere til Kherwara!
Andagter, bibelhistorie og sjove lege
Da Anne-Birthe og Anne-Grethe var i Kherwara i efteråret 2017, holdt vi flere andagter, hvor vi fortalte bibelhistorie krydret med kreative indslag, der inddrog pigerne på forskellig vis. De skulle smage, tegne og bevæge sig med mere. Den ene gang slap vi dem løs med kulørte piberensere og fjer, rulleøjne og andre almindelige danske hobbyartikler. Så måtte de være kreative og skabe blomster, dyr osv. helt efter fri fantasi. En helt normal aktivitet i Danmark, men ikke i Indien, hvor man ikke kender til læringsstile, inddragelse af sanser og den slags almindelige danske pædagogiske virkemidler. I Indien er der meget ”numse til bænk”-undervisning med udenadslære og spørgsmål, der kun har et rigtigt svar, som man bør kunne!
Mange interesserde
Vores andagter vakte opsigt og glæde hos både pigerne og de voksne. Da ledelsen i BDTA kom på besøg blev de præsenteret for pigernes kreative udfoldelser, og også de blev imponerede – alt dette ville de gerne have mere af og prøve at lære, og det vil vi gerne hjælpe med.
Samarbejde med en lokal præstefamilie
På en af de næste rejser til Kherwara fik Anne-Birthe og Patricha kontakt med en aktiv præstefamilie, der bor lidt udenfor Kherwara. Pastor Lakhwinder Mashi og hans hustru er meget interesserede i et samarbejde omkring en lejr, så det skal vi nu prøve. Vi kan holde lejren på hostel i forbindelse med et par helligdage i starten af oktober, hvor pigerne har fri fra skole. Vi skal komme med programmet for dagene, og de materialer vi skal bruge. Vi forestiller os, at det bliver en kopi af en dansk sommerlejr. De sørger for lokale lederkræfter, madindkøb og madlavning. Og der skal noget til – for vi planlægger, at der kan være op til 80 deltagere. Behøver vi sige, at planlægning, glæde og spænding over dette kommende projekt fylder meget i DKM lige nu?