Skolegang
I løbet af deres tid på pigehjemmet får vores piger skolegang fra 0. til 12. klasse, hvor sidstnævnte svarer til det danske gymnasium. Pigerne går i skole seks dage om ugen, og de modtager alle sammen undervisning i fag som er adgangsgivende til universiteter og højere uddannelsesinstitutioner. Hver eftermiddag er der lektielæsning på pigehjemmet, hvor der er mulighed for pigerne at få hjælp af uddannet personale. Derudover får pigerne ekstra undervisning i engelsk, matematik samt hindi for de ældre klasser.
Gymnasiepiger
I de senere år er vi påbegyndt at have gymnasiepiger på hjemmet. Vi synes, at dette er et vigtigt tiltag, da vi dermed kan undgå, at pigerne dropper ud efter folkeskolen. For det sker desværre ofte, at indiske piger tages ud af skolen for at hjælpe til i familiens hjem. At have gymnasiepiger giver os som organisation større ansvar i forhold til disse unge kvinders udvikling. Vi gør vores bedste for at forberede dem på fremtiden og oplyse dem omkring deres rettigheder og muligheder. I skrivende stund er vi i gang med et menstruationsprojekt, hvor vi har sørget for at undervise de unge kvinder i anatomi og menstruationsprodukter. Samtidigt bidrog vi med økonomiske og genanvendelige menstruationsartikler. For hverken tabu, uvidenhed eller manglende midler skal stå i vejen for pigernes skolegang og fremtid!
Skoleudgifter og medansvar
Vores piger kommer fra et meget fattigt område i Rajasthan i det nordlige Indien. Ligeså kommer pigerne fra meget trange kår, når de starter på pigehjemmet. Dog viser vores erfaring, at familierne får et pusterum, når vi tager os en af en eller to af deres døtre, og ofte kommer familierne til hægterne over en årrække. Derfor har vi en ordning, hvor de forældre som har mulighed for det, betaler helt eller delvist for pigernes skoleudgifter. Det styrker ansvarsfølelsen for pigens fremtid og stolthed, at forældrene kan give lidt igen.