Dansk Kherwara Mission (DKM) er en kristen organisation, hvis mission er at sprede Guds Ord og arbejde for piger og kvinders rettigheder. DKM er involveret i projekter i Indien og Bangladesh, hvor vi sammen med lokale organisationer arbejder med at give kvinder og børn støtte og informere dem om deres rettigheder.
DKM blev oprindeligt stiftet for at drive et pigehjem, ”All Saints Girls Hostel” i Khewara i Indien med henblik på at give udsatte og fattige piger et trygt sted at vokse op i et blomstrende fællesskab. DKM stod for driften fra 1944 til 2019, hvor Bombay Diocesan Trust Association overtog den daglige drift og de økonomiske omkostninger ved at drive pigehjemmet.
Gravide og småbørnsmødre i Indien
DKM arbejder sammen med en lokal organisation i Indien, Manav Aashrita Sansthan (MAS), der har særlig fokus på gravide kvinder. MAS støtter op om alle de gode tiltag, som den indiske regering har til befolkningen. Desværre kender mange ikke kvinders rettigheder. MAS’ projekter informerer, vejleder og hjælper kvinderne til at opnå deres rettigheder og få mere viden om ernæring og vaccination. Underernæring er et stort problem i Kherwara, og de gravide er specielt sårbare, da dette kan give alvorlige følgeskader på de ufødte børn. DKM støtter projekt ”Håb”, der udføres af MAS og vil nå ud til gravide og ammende kvinder i Kherwara med vejledning om ernæring og vaccination, rettigheder og muligheder.
Krisecenter i Bangladesh
DKM støtter desuden et krisecenter for kvinder i Bangladesh. Hagar er navnet på krisecenteret, som tilbyder hjælp til kvinder, som af forskellige årsager er havnet helt nede på samfundets bund: Alle kvinder er ekstremt fattige, nogle er handicappede (ofte pga. spedalskhed) og mange af dem har været udsatte for overgreb og er måske blevet gravide som følge af voldtægt med udstødelse af familien og lokalsamfundet til følge. På Hagar bor der op til 12 kvinder (samt deres eventuelle børn) ad gangen i kortere eller længere tid. Her får de et trygt og sikkert hjem med omsorg og rådgivning/sjælesorg og mulighed for at finde en farbar vej videre i eller tilbage til livet. Mens de bor på hjemmet får de også træning i f.eks. syning, så at de har mulighed for at kunne ernære sig og dermed være mere “attraktiv” som ægtefælle – og dermed muligheden for at sikre sig selv (og deres børn) socialt og sikkerhedsmæssigt.