JOB: Vil du med til Indien? Frivillige foredragsholdere søges

Fortæl den gode historie

Kan du lide at tale foran en forsamling, og er du dygtig til at formidle den gode historie? Ønsker du dig et frivilligt job for en god sag med masser af frihed og ansvar? Kan du tage med til Indien i uge 39? Så er det nok dig vi leder efter!

Dansk Kherwara Mission er en kvinderettighedsorganisation baseret på kristne værdier. Vi arbejder i byen Kherwara i Indien, hvor vi har drevet et pigehjem for fattige piger i 70 år, og for nylig har vi fået vokseværk: Vi er begyndt på flere nye, spændende aktiviteter, som fokuserer på at hjælpe kvinder og piger i lokalsamfundet omkring pigehjemmet. Og vi har brug for din hjælp til at fortælle den gode historie!

Du vil blive del af et lille, tæt fællesskab som brænder for en og samme sag; kvinders udvikling og rettigheder i Indien. Du vil blive kyndigt vejledt, og der vil være rig mulighed for at sætte dit eget præg på arbejdsopgaverne, og arbejdsbyrde og -tider er fleksible.

 

Vi tilbyder…

– To ugers rejse til Indien sammen med to erfarne fundraisere

– Kyndig vejledning før, under og efter ophold

– Inkludering i et engageret, sprudlende fællesskab

– Rig mulighed for indførsel af egne kreative ideer og indslag

– Adgang til kurser og seminarer fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling mf., indenfor alt fra ledelse og kommunikation til udviklingsstrategier

– Opgaver med ansvar i en organisation i rivende udvikling

Arbejdsopgaver:

– Indsamle materiale til dit eget, personlige foredrag om pigehjemmet, nye projekter og samfundet i Kherwara. Det gør du, mens du er i Kherwara.

– Sammensætte dit eget foredrag (f.eks. ved at lave et PowerPoint show) på baggrund af oplevelser under rejsen

– Få aftaler i stand med kirker, foreninger, pensionistklubber etc. i dit lokalområde

– Holde 20 foredrag (og  gerne flere!) hvor dit honorar tilfalder Dansk Kherwara Mission.

 

Vi søger dig som: 

– Er imødekommende, opsøgende og kan lide at tale foran en forsamling

– Har struktur og overblik

– Er ansvarsfuld, kreativ og kan arbejde selvstændigt

– Er respektfuld ift. den indiske kultur og den kristne tro

– Har bopæl på Fyn eller i Jylland

– Det er et plus hvis du har egen bil og kørekort.

 

Refunderede rejseudgifter

Dansk Kherwara Mission refunderer dine rejseomkostninger (flybillet og visa) med op til 6.500 kr.

Du får udgifterne refunderet, når du har afholdt 20 foredrag.

Ansøgning og spørgsmål sendes til Anne-Birthe Ottsen mærket ”Job i Kherwara” på: annebirtheottsen@hotmail.com