Menstruation er en naturlig del af livets cyklus. Men for mange indiske piger er menstruation et skamfuldt tabu. Det synspunkt kæmper Dansk Kherwara Mission for at ændre.

23 millioner indiske piger

For flere kvinder og piger i Indien er selv det at tale om menstruation et tabu, og manglende adgang til hygiejneprodukter og ordentlige toiletforhold betyder, at deres liv ofte er stillestående, mens cyklussen passerer.

Mange piger udebliver fra skolen fem dage månedligt grundet deres menstruation. Nye undersøgelser viser, at hele 23 millioner indiske piger dropper helt ud af skolen, når de får deres første menstruation. Og alene i Nordindien stoppede over 30% af de interviewede piger deres skolegang, efter de startede med at menstruere. Manglen på ordentlige toiletforhold, skraldespande og menstruationsartikler er blandt andet med til at skabe problemet. Men også selve tabuet og myterne omkring menstruationen har en effekt på pigernes opfattelse. 

Myterne om menstruationen

I mange traditionelle hinduistiske hjem står piger og kvinder over for restriktive tabuer i forhold til menstruation, såsom at blive nægtet adgang til templet og køkkenet. Myter beskriver menstruende kvinder som uhellige, og de traditionelle husholdninger forbyder derfor også ofte kvinderne i at arbejde i marken, da man tror, at det vil ødelægge afgrøderne. Disse former for restriktioner medfører, at den menstruende pige oftest er bundet til at blive indendørs og miste flere dages undervisning i skolen.

En undersøgelse foretaget i Indien i 2014 fandt, at så mange som 42% af kvinderne, der deltog i undersøgelsen, ikke vidste noget om menstruationsartikler, eller hvorfor man bløder. Et andet problem undersøgelsen fandt var, at mange kvinder ikke kunne opretholde basal hygiejne i løbet af deres menstruationscyklus, hvilket i nogle tilfælde førte til reproduktive sygdomme. 

#marchformenstruation

Dansk Kherwara Mission har desværre også oplevet konsekvenserne af dette tabu på pigehjemmet. Ofte udebliver de ældre piger fra skole under deres menstruation. Pigerne skammer sig, og de har ofte ikke råd til bind. Derfor er Dansk Kherwara Mission gået ind i kampen for at styrke pigernes mentalitet omkring menstruation. Vi arbejder for, at de er oplyste omkring deres anatomi, og at de ikke skal mangle menstruationsartikler.

Hverken tabu, myter eller manglende midler skal stå i vejen for pigernes skolegang og opvækst. Samtidigt skal pigerne ikke vokse op i troen, at menstruation er noget, man skal skamme sig over. Vi har derfor implementeret en masse spændende projekter med pigerne, som vi vil fortælle dig mere om over den næste måned. Vi håber derfor, at du vil være med til at marchere for menstruationen gennem marts med os. #marchformenstruation !

Medbestemmelse, ansvarsfølelse og en demokratisk sans er essentielle elementer for pigernes opvækst.

Fra idé til virkelighed

Dansk Kherwara Mission arbejder for pigernes opvækst. Og som en del af den opvækst finder organisationen det vigtigt at styrke pigernes medbestemmelse, ansvarsfølelse og deres demokratiske sans. Der var derfor ikke langt fra idé til virkelighed, da bestyrelsen besluttede, at vi nu skulle opfinde en  lærerig og sjov undervisningsgang i demokratiets veje.

500 kroner til den bedste idé

“500 kroner til et projekt, som I vælger”. Sådan lød ordene fra Dansk Kherwara Missions næstformand, Patricha Ottsen, da hun præsenterede det nye tiltag for pigerne under det sidste besøg på hjemmet. Her oplevede pigerne på All Saints Girls Hostel demokratiets effekt, da der blev tilbudt støtte til et projekt, som de selv skulle udtænke og præsentere for resten af pigehjemmet. Pigerne skulle efter en præsentationsrunde demokratisk stemme om, hvilken idé de personligt fandt bedst. Idéen med flest stemmer ville blive til virkelighed med 500 kroner fra Dansk Kherwara Mission. Den eneste regel var, at projektet skulle omhandle en aktivitet eller en genstand, som kunne gavne hele hjemmet.

Medbestemmelse, ansvarsfølelse og demokratisk sans

Efter Patrichas præsentation gik pigerne hver til sit for at arbejde på deres idé. Foruden selve idéen, skulle de i deres præsentation også overveje, hvor meget projektet ville koste, samt argumentere for hvorfor resten af pigerne skulle vælge netop deres idé.

Resultatet

Tre dage senere samledes vi til en præsentationsrunde. Her stod fire piger klar med hver deres idé. Foran forsamlingen skulle disse piger hver især stille sig op og præsentere. Således argumenterede en for en symaskine, så de kunne reparere deres eget tøj. En anden benyttede muligheden til at ønske sig en “dolak”, en to-sidet tromme, som de kunne bruge til bøn og fester. En tredje pige appellerede til flokken om et sæt højtalere til dans og musik. Slutteligt argumenterede den fjerde pige for en “harmony”, som er en form for indisk klaver.

Den demokratiske afstemning endte næsten enstemnigt; størstedelen af pigerne ønskede sig en dolak. Med den demokratiske sejr i baghånden begik vi os ned i Kherwara by og købte to dolakker. Da vi kom tilbage med trommerne blev vi mødt af glade og spændte piger, som straks gik i gang med at øve deres trommen. Dette udviklede sig hurtigt til fest og dans, og alle pigerne jublede til trommernes rytme.

Igen har demokratiet sejret, og pigehjemmet er blevet to dolakker rigere.