Her kommer der lige en update hernede fra Kherwara. Den har været lidt længe undervejs, da internettetforbindelsen har drillet, men nu skulle den gerne komme frem til jer  😉 I starten af oktober havde pigerne en lille ferie på fire dage. Derfor tog de hjem til deres familier, og vi voluntører (Katrine og Lisa) så vores snit til at besøge dem derhjemme og få en fornemmelse af, hvad det er, de kommer fra. Pigerne som bor her på hjemmet kommer fra nogle af de fattigste familier i området omkring Kherwara og helt op til to timer væk herfra. Denne fattigdom fik vi at se med egne øjne, da vi besøgte en landsby tæt herpå, hvor nogle af pigerne bor. Og med landsby skal der forstås en bunke huse med 300 m afstand i mellem sig, og hvor flere af vejene knap nok var til at gå på. |
|
| Vi besøgte fem af pigerne i deres hjem, og en af bhaierne, som er en slags pædagoger på hjemmet. Pigerne bor i små huse, hvor væggene er lavet af ler og tagene af træ. Husene består kun af 1-3 rum (se billederne), og så er det endda familier på minimum fem personer, der bor i disse huse! |  Serenas familie. Huset ser meget større ud end det er. Der gemmer sig kun et reelt rum på 10 m2 inden bag døren. |
| Da vi besøgte Pleena, blev vi overraskede over, hvad vi kom til. Ved første øjenkast lignede det lidt en ruin, for det eneste vi så, var en bygning kun med vægge… Dog viste det sig, at der omme bag ved lå en lille lerhytte med plastik som tag. Her bor familien, som i alt består af syv mennesker fra tre generationer sammen. Det var meget bemærkelsesværdigt, at der var så stor en kontrast mellem disse menneskers fattige kår og så det skønne, idylliske landskab som de var omringet af samt kvindernes smukke, farverige sareekjoler! | 
Pleena og hendes mor foran deres “hus” som også er nævnt i teksten. |
| Og selvom familierne er fattige, blev vi alligevel modtaget med den store indiske gæstfrihed og blev tilbudt småkager alle steder, hvor vi kom. Dette var på trods af, at der ikke var nogen af familierne, der vidste, at vi kom. For her i Indien er det helt normalt bare at dukke uanmeldt op. | 
Pleenas familie på syv. |
| Så det var i sandhed en oplevelse med mange indtryk. Men alt i alt var det rart at vide, hvad pigerne kommer fra og dejligt at se, at de også smilede og var glade. Efter at have set deres vilkår derhjemme, stod det klart for os, hvor gode standarder der er på pigehjemmet, og hvor stor en forskel det gør for pigerne at få lov til at bo her. Men som Arun også siger, gør pigehjemmet ikke kun en forskel for pigerne selv men for i alt hele tre generationer: Deres familie derhjemme, dem selv, og deres kommende familier! Hele denne oplevelse gjorde os stolte over og taknemmelige for at kunne få lov til at være en del af et projekt, der så tydeligt gør en forskel! | 
Det fantastisk smukke landskab. |
